Hvor er dine hænder?

v/ Christina Høyer, ZFOKUS

Prøv at lægge mærke til, hvordan din gestikulation er, når du står op og taler - til forskel fra når du sidder ned og siger noget.

De fleste kan slet ikke lade være med at bruge arme og hænder mere, når rejser sig op for at tale. Og det er godt! En fornuftig brug af hænder og krop til at understrege dit budskab gør, at dit publikum har nemmere ved at forstå dig.

Her er nogle tips til at placere hænderne, når du står op og taler:

Læg vægt bag et mødeindlæg
Rejs dig under indledningen, bare som om du ville strække benene, mens du taler. Og stil dig så bag stolen og tal derfra. En høj position giver større opmærksomhed. Det faktum at du står op, gør at du kan bevæge armene friere og derfor kan gestikulere med større kraft og intensitet. (Er du lidt nervøs, så begynd med at læne hænderne mod stoleryggen og slip så, når du bliver mere modig.)

Find et godt frigear
Beslut dig for en god neutral position - det skal være den måde, du vælger at stiller dig på, når du går i gang med at tale. Fordelen er, at du ser fornuftig og afslappet ud fra starten; og så kan du altid vende tilbage til dit frigear, hvis du ikke aner, hvordan du ellers skal stå. Vælg en behagelig stilling, med begge ben fast plantet på gulvet og armene nede langs siden, eller samlet foran dig. Check det i spejlet - og mangler du inspiration, så studér et par af de gode talere, du møder på din vej.

En visuel understregning af en opremsning kan du lave med armene. Slå ud med armen med en fast bevægelse: ”For det første mener jeg, at ….. for det andet….” Bevægelserne er med til at samle opmærksomheden på de enkelte punkter i din opremsning.

Den der betyder meget fylder meget
Skab opmærksomhed ved at gestikulere mere i bredden. De fleste danskere har ikke hænderne længere fra kroppen end maximalt 30 cm. Fyld mere end bare skulderbredde, væn dig til at du har en spændvidde med dine arme, der svarer til din højde.

Hænderne i lommen er for låst
Det føles så dejligt trygt at have hænderne i lommerne; men det er en svær position at komme ud af igen, for det ser så bevidst ud, når man så endelig løfter hånden ud af lommen. Putter du lapperne i en lomme, så se at få den ud igen i løbet af få minutter.

Ha' noget i hånden
Det giver altid ro i en hånd, der holder om noget. Og det mest indlysende er naturligvis dine notater.En rekvisit, en vigtig illustration eller måske en mindmap kunne også være en ide.

Men altså: Tal nu ikke med store armbevægelser hele tiden. Det svarer til at skrive en hel tekst med blokbogstaver, eller stå og råbe teksten ud højt i timevis. Publikum bliver trætte.

Brug din gestikulation med omtanke - men vær forvisset om, at du kan med garanti bruge den meget mere, end du tror.

Du er i øvrigt velkommen til at kopiere denne side og sende dem rundt før næste møde. Husk dog at hilse fra Christina Høyer, ZFOKUS.

< Tilbage

print