Kønsforskelle i sproget
v/ Christina Høyer, ZFOKUS
To mennesker står og taler sammen. Den ene fører ordet og er ved at tale sig igennem en lang ordrig forklaring. Den anden lytter og siger af og til ”ja”...
Hvis den, der lytter, er en kvinde, vil hendes ja betyde ”Jeg forstår, hvad du siger”. Hvis den, der lytter er en mand, vil hans ja betyde ”Jeg er enig i det, du siger.”
Observationen her har jeg hentet i Deborah Tannens bog ”Kvindesnak og mands tale”. Tannen har øje for forskellene i sprog og adfærd. Har du af og til undret dig over, at du ikke blev forstået af en kollega af det modsatte køn, kan du fiske et par forklaringer, rygklap og gode tips ud her:
Mænd: Det handler om at markere status
Som tommelfingerregel kan man sige, at mænd har en tendens til at bruge sproget til at markere deres status i forhold til mennesker omkring dem. De erklærer gerne deres uenighed med en taler, for at demonstrere, at de også har ekspertviden. De stiller udfordrende spørgsmål for at teste, om en samtalepartners viden virkelig holder. Alt sammen for at kunne indplacere sig selv og nye bekendtskaber ind i et hierarki. Enten er du over mig, eller du er under mig.
Kvinder: Det handler om at markere samhørighed
Kvinder bruger sproget til at markere, at de er (eller gerne vil være) del af den gruppe, de er omgivet af. Forklaringer er en hjælp til gruppen, viden deles ud, så alle kan blive vidende – og man stræber i højere grad efter at udviske og skjule uenighed.
Selv om man tager disse to beskrivelser med et gran salt, kan den kønsmæssige forskel bruges til at forklare en del:
- Kvinder kan tage kritiske spørgsmål personligt. De opfatter instinktivt kritik som et forsøg på at splitte et fællesskab – og måske at pege hende ud af det gode fællesskab. MEN – et kritisk spørgsmål fra en mandlig kollega til en kvinde kan virkelig være ment som et skulderklap. Han siger: ”Jeg anerkender din ekspertviden og vil gerne ære dig med et kritisk spørgsmål. Du stiger i min anseelse, hvis du kan give et solidt svar igen.”
- Mænd kan undre sig over kvinder, der siger sent fra. Ser han hende lytte til en af hans forklaringer og sige ja, ja gentagne gange (i betydningen jeg hører hvad du siger) og hun derefter slutter med at sige, at hun ikke er enig, kan han opfatte kvinden som uoprigtig, da hun har givet udtryk for enighed uden for alvor at lytte.
- Kvinden, der står overfor en tavs mand, der lytter til hendes forklaringer, kan tro, at manden ikke lytter ordentligt efter, fordi han ikke siger ja, ja hele tiden. Men det kan være, at han blot er ved at slå ørene ud for at forstå hele budskabet, inden han siger ja.
- En mand, der er vant til stilfærdige tilhørere, vil måske synes, at en gruppe kvinder, der lytter med en strøm af tilbagemeldinger og støtteord er ubehageligt forstyrrende at tale med.
Hvad kan man så bruge denne viden til? Først og fremmest er det vigtigt at skrive sig bag øret, at der er forskelle i samtalestil og samtalevaner – og at begge udgaver er lige ægte og lige gode. Og at der ikke er nogen grund til at ærgres eller blive vred.
På mange arbejdsplader er tonen styret af, hvilket køn, der dominerer blandt personalet. En meget maskulin eller feminin omgangstone kan have godt at blive justeret lidt ind i midten, så alle kan være med.
Og så kan jeg varmt anbefale, at man som taler eller lytter husker at vurdere sin samtalepartner - og altså også vedkommendes køn - og tilpasser sine forventninger, ordvalg og tilbagemeldinger lidt til situationen.
Du er velkommen til at sende denne artikel rundt til både kvindelige og mandlige kolleger . Bare husk at hilse fra Christina Høyer, ZFOKUS.
