Hvad kvinder siger og mænd tænker
– og omvendt

v/ Christina Høyer, ZFOKUS

Han fortæller omstændeligt om detaljerne i en problemstilling
Hun tænker at det var da en lang omgang at lytte til, hvornår mon hun må komme på banen med hvad andre i afdelingen synes om problemet.

Hun fortæller om en problemstilling og slår på at dette også har indflydelse på humøret i afdelingen, og på, hvad kunderne siger om os.
Han tænker straks – hvilken en af alle disse ting er hovedproblemet, så jeg kan komme i gang med at løse det?

To forskellige hjerner, to forskellige kommunikationsstile
Der er store forskelle på mænds og kvinders kommunikation – I parforhold, javist, men også på arbejdspladserne. Mange af disse forskelle kan forklares ved at kigge på forskellen mellem de to køns hjerner. Centrene for forskellige egenskaber i hjernerne er nemlig forskellige hos de to køn, og med to forskellige sammensætninger af hjerner (konfiguration, om man vil) vil de to køn også kommunikere forskelligt.

Lægevidenskaben har allerede for mere end hundrede år siden opdaget, at mænd, der mister brugen af venstre hjernehalvdel, også mister taleevnen og deres ordforråd, mens kvinder med samme type skader, ikke mister deres taleevnen i samme grad. Kvinder bruger altså begge hjernehalvdele, når de taler. Vittige tunger vil måske bemærke, at der simpelthen skal mere til at lukke munden på en kvinde – og det er rigtigt, fysisiologisk set.

Arbejdsfordelingen i de to hjernehalvdele ser således ud:
Venstre hjernehalvdel Højre hjernehalvdel
Matematik Det kreative
Tale Det kunsteriske
Logik Det visuelle
Fakta Intuition
Små detaljer Ideer
Analyse Fantasi
Praksis Melodier til sange
Orden Helhedsbriileder
Sangtekster Rumlige indtryk
Lineære indtryk Mange ting på en gang
  - har kontakt til højre side af kroppen   -har kontakt til venstre side af kroppen

At mænd alene bruger venstrehjernehalvdel til at tale, forklarer også, at talefejl forekommer oftere hos drenge end hos piger. Mænd er simpelthen mere sårbare overfor småforandringer i talecentret – kvinder kan kompenserer ved at bruge højre hjernehalvdel.

Flere ting på en gang, eller hva’?
Samtidig er det sådan, at venstre hjernehalvdel udvikles hurtigere hos drenge, mens højre hjernehalvdel udvikles hurtigere hos piger. Drenge og unge mænd har altså længere tid til at specialisere sig i de egenskaber, der varetages af venstre hjernehalvdel, mens pigerne har års forspring i højre hjernehalvdels arbejdsopgaver.

Begge køn kan nemt få de to hjernehalvdeles arbejdsområder til at samarbejde, men det nervebundt, der udgør forbindelsesleddet mellem de to hjernehalvdele, udvikles kraftigere hos kvinder end hos mænd. Og også dette gør en forskel: Jo større forbindelser, jo mere flydende taler man og jo større evne har man til at udveksle informationer, kombinere evner i de to hjernehalvdele og til at multitaske. Mænd er udviklet til at koncentrere sig om at gøre en ting ad gangen – han kan ikke lytte til en kollega, der taler til ham, samtidig med at han sidder og skriver på computeren.  Kvinder er udviklet til at have mange bolde i luften på en gang, og kan sagtens skrive videre på en mail, mens hun lytter til en forklaring fra sidemanden.

Vær opmærksom på hvad der kan gå galt
De fysiske forskelle giver masser af knas i kommunikationen. Vil du være god til at tale med begge køn, skal du være opmærksom på de forskelle, der opstår:
Kvinder vil have lyst til at forklare kompleksiteten i en problemstilling. Mændene vil gerne have fakta på plads og er løsningsorienterede.

Kvinder tænker højt, og opfatter det som noget positivt. De tænker og taler i mange spor – også mens de er ved at udforske et problem. Mænd vil hellere tænke problemstillinger igennem, og først åbne munden når de har besluttet sig for bedste løsning.

Mænd afbryder sjældent, så opfattes det som noget aggressivt. Deres sætninger er løsningsorienterede og afbryder man ham, så har han jo ikke nået at forklare hele løsningen. Mænd skal altså have lov at tale ud, kvinder!

Kvinder vil gerne komme med flere spor og nye bud i en samtale – og gør det gerne for at imponere, eller for at få samtalepartneren til at føle sig betydningsfuld. Er det en mand, hun taler med, skaber det forvirring hos ham. Han vil hellere tale lige præcis dette problem færdigt nu og her. Han føler sig altså ikke imponeret af at kvinden fylder mere på det, han siger. Mænd skal derimod være opmærksomme på, at mange kvinder modtager kritik eller konkrete løsningsforslag med følelserne fremme og tænker ”Nå, han synes sikkert at jeg gør dette helt forkert…” Det kan derfor betale sig at være lidt gelinde drenge, selv med argumenter, du synes er aldeles indlysende for sagen.

Og - når det handler om de historier, vi fortæller for at illustrere en pointe, eller at give et indtryk af hvem vi er -  er det værd at vide, at mænds historier handler om konflikter og loyalitet – om de livtag de tager, og om hvordan de har klaret et konkret problem. Kvinders historier handler i højere grad om fællesskabets normer og om grupper af mennesker, der foretager sig noget i fællesskab.  

Der er naturligvis også forskelle blandt kvinder og blandt mænd
Forskere mener, at din hjernes konfiguration – altså hvorvidt dine hjernehalvdele er udstyret på den kvindelige eller den mandlige facon, afhænger af hvor meget mandlig kønshormon du producerede 6-8 uger efter undfangelsen inde i din mors mave. Ca 85% af mænd har hjerne med overvejende maskulin konfiguration. 90 % af kvinderne har overvejende feminin konfiguration af hjernen.  Der er altså masser af mulighed for variation. Heldigvis.
Når du taler med et menneske af det modsatte køn, så tilsæt en ekstra portion tålmod og lydhørhed – og sørg for at gøre dig umage med at forklare sagerne, så du får bedst mulighed for at blive forstået. Der er ikke en metode, der er bedre end den anden. Og på alle arbejdspladser har vi brug for at kunne tale såvel mande- som kvindesprog.

Kilder: N. Herrmann, A. og B. Pease og D. Tannen
Har du lyst til lidt let læsning om dette emne, så kig på min litteraturliste.

Og send endelig disse råd videre – husk bare at hilse fra Christina S. Høyer, ZFOKUS

< Tilbage

print