Tre tips til jobsamtalen

v/ Christina Høyer, ZFOKUS

En jobsamtale er et spil, et game – det er ikke en rigtig samtale. Og du skal være forberedt på at spille spillet. Første hurdle er overstået, når du er indkaldt til samtalen, så du kan dermed være sikker på, at de har fundet dig interessant, og at de føler sig nogenlunde sikre på, at du har de rigtige kompetencer. Nu trænger de til at møde mennesket bag ansøgningen.

Den situation, du er i, er dermed den, at du skal sørge for, at de kan se dig i jobbet. Og samtidig skal du naturligvis også tjekke, at du selv kan se dig i jobbet. Du skal bekræfte det, de godt ved fra din ansøgning. Du skal rydde op i uklarheder, og du skal sørge for at blive husket.

Hvad ved de - og hvad ved de ikke?
Slå ørerne ud, når spørgepanelet stiller spørgsmål. Du kan godt gå ud fra, at de har læst din ansøgning, men det er ikke alle, der kan huske alle detaljer. Derfor kan du sagtens komme ud for at skulle gentage, uddybe og præcisere de oplysninger, som du har sendt frem i din ansøgning. Det skal du gøre tålmodigt og venligt. Men undervejs skal du have fokus på at sørge for at føje mere til, hvis du kan. Gerne helt specifikt om arbejdsopgaver, du har løst, og allerhelst i form af en historie fra det virkelige liv.

Hvor er du uklar?
Er der steder i din ansøgning, hvor du har været uklar, måske endda med vilje, så forbered dig på, hvordan du vil afklare det. Giv eksempler, vær ærlig – som min veninde, spindoktoren, siger: ”Sig altid sandheden, men beslut dig for hvor meget af historien, de skal høre”. Brug eksempelvis ”Jeg valgte selv, at jeg ikke ville blive i stillingen, fordi der ikke var en rar tone i virksomheden.” Ikke: ”De skændtes hver dag, og der var aldrig nogen opbakning til mine nye ideer.”

Er der steder, hvor du ikke lever op til de krav, de stiller til stillingen, så læg frem, hvad du kanog hvad du har indsigt i, og sørg for fortælle, hvordan du kan forestille dig, at I løser problemet. Må du indkalde eksterne samarbejdspartnere, er det noget, du selv kan sørge for at lære, eller skal du på et kursus? Sørg for at være kortfattet, så det ikke bliver noget, I roder rundt i længe.

Hvem er du?
Det er helt og aldeles op til ansættelsesudvalget at vurdere, om du vil passe ind i den afdeling og den virksomhed, du søger ind i. Men et  godt modspørgsmål, der kan give dig lidt at tale ud fra, er: "Hvad lægger I vægt på hos den, I ansætter i denne stilling?" Så ved du, hvad de forestiller sig.

Din opgave er at give dem noget at vurdere ud fra. Vær glad og levende. Prøv at føle dig godt tilpas, selvom det er en stressende situation. Forsøg at optræde som du ville gøre, hvis du allerede havde fået stillingen. Vis din glæde over at være i betragtning til jobbet og sørg for at fortælle om det, du godt kan lide. Især det sidst er vigtigt, for i de øjeblikke du fortæller om noget, der ligger dit hjerte nært, så viser du dem, hvordan du er, når du er glad.

Og send endelig disse råd videre – husk bare at hilse fra Christina S. Høyer, ZFOKUS

Vil du læse flere råd om mundtligt kommunikation? Se artikelsamlingen

< Tilbage

print